Ambassade & ankomst familie..

Jeg er lige kommet hjem spaninen med min familie, hvor jeg har tilbragt 16 dage. Kunne godt lige ha brug 14 dage mere. På trods af 6 timer forsinkelse i kastrup lufthavn, var det en god ferie. De første fem dage var min veninde Berg der, og ugen efter mødte jeg en anden dansk pige, på min alder som jeg var sammen med.. Og vi mødte en masse franskmænd, og nogle spanioler, det var ikke let at snakke med dem, da halvdelen ikke kunne snakke engelsk og dem der så ku snakke engelsk kunne næsten ikke sige en hel sætning. og jeg kan næsten ikke huske noget fransk fra skolen, da jeg ik har haft det i 3 måneder. flot... Jeg må hellere tage fransk i USA, ellers har jeg da fuldstændig glemt alt når jeg er hjemme igen..

For en måneds tid siden begyndte jeg på alt visum halløjet. Ja og det tager tid.. Når man skal besvare jeg ved ikke hvor mange underlige spørgsmål på nettet, og siden bliver ved med at lukke ned efter 20 minutter.. Men kom igennem det, og fik en tid til ambassaden.. Det var så idag jeg skulle derind, og havde næsten ikke forberdt mig, billedet jeg havde sendt ind var ikke godt nok, man kunne ikke se mine ører? Nå.. op til fotohandleren tidligt i morges. Det nok det pæneste billed der nogensinde er blevet taget af mig.. hm... også manglede jeg at betale de sidste penge til ambassaden, så det blev også lige ordnet imorges..

Pludselig får min mor et stress flip, vi manglede YFU kontrakten, mine karaktere og jeg ved ikke hvad... nej vi havde ik helt forberedt os. hjem igen, lede efter kontrakten, kunne vi så ikke finde måtte tage afsted uden.

Ankomer til ambassaden og får af vide at min mor ikke måtte komme med ind, for der var alt for mange mennesker. Fair nok :-).. Skulle igennem security de er virkelig strikse, skulle aflevere min mobil.. Får af vide at jeg nok skal bruge de 2 næste timer inde i et rum med 30 andre mennesker. åhh .. jeg kunne ha faldet i søvn... første skulle jeg gå hen og chek ind.. Så ventet jeg i en time, så ha taget finger aftryk. så begyndte der at være mindre og mindre mennesker.. efter 45 minutter var vi kun to tilbage, så var det vidst ved at være min tur. Så spurgte han mig om to spørgsmål; hvor i usa skal du hen? kunne jeg så ikke sige, da jeg ik har værtsfamilie endnu og hvad jeg skulle når jeg var kommet hjem. Så var jeg færdig og kunne gå..

Inden jeg tog på ferie ringet jeg til YFUs kontor her i Danmark og sagde at jeg tog på ferie, og spurgte om der var mulighed for at de kunne sende mig en mail, hvis jeg fik en værtsfamilie.. For det ville være lidt surt at der lå et brev hjemme i postkassen hvor der stod jeg havde fået værtsfamilie.. Men det ville de da gerne .. Også er det sådan at de kan gå ind på en side for at se om der er nogen der er igang med at finde familie til mig, også kan de så lukke den, så andre ikke går igang med min sag.. Ham fra YFU forklaret mig det.. og han gik så ind for at se om der var ngoet igang.. Det var der desværre ikke..

Hele ferien, gik jeg og tænkte på om jeg måske ville få en ankomstfamilie...

Det gør jeg nok, nu når der er en måned og 2 dage til jeg skal afsted.

Jeg vidste ikke helt om det var en god eller dårlig ting at få. Men det er mere det jeg høre om alle dem som snakker med deres værtsfamilie. Og synes det er ret ærgeligt at jeg ikke kan det. Det er en del af udvekslings året. Men sådan er det jeg må bare vente :-)...

Men da jeg så kom hjem, lå der et brev fra YFU.

hvor de fortalte at jeg nok ville få en ankomst familie, forklarede hvad det gik ud på..

& det lyder faktisk ikke så slemt :-)..

Men er begyndt at glæde mig mere og mere for hver dag også selvom jeg ikke har nogen familie. Og er begyndt at vende mig til tanken om at jeg skal væk fra alt.. og ingen tvivl om, det også bliver hårdt. Men det er en oplevelse og det er kun 11 måneder jeg er væk hjemmefra :-)...

Det hele starter et sted

Mit udvekslings år er også startet et sted, det startede som en drøm i mit hoved.

Der er mange der har spurgt mig hvordan jeg kom på den idé at jeg ville afsted.

& jeg har altid svaret, at det vidste jeg faktisk ikke,

det var bare noget jeg pludselig kom på i femte klasse...

Men jeg har tænkt lidt over det. og jeg tror faktisk at jeg fandt ud af man kunne komme på udveksling, da min mor kom hjem en dag og fortalte hun havde mødt min dagplejesmors datter, og efter sommerferien skulle hun et år til USA... og det har nok været omkring femte klasse.

Det har altid været en drøm i mit hoved og at det faktisk aldrig nogensinde skulle ske.

Men jo nu skal det ske og det hele er virkelighed..

I august tog jeg til et møde med YFU ( det er dem jeg rejser med) for at finde ud af om det var dem jeg havde lyst til at rejse med. For der er så mange forskellige organisationer man kan rejse med. Men jeg var sikker fra start, at YFU var det rigtige .. & det er jeg stadig sikker på.

Jeg gik hjem udfyldt nogle spørgsmål og skulle fortælle om mig selv, det blev så sendt til YFU..

og to dage efter modtog jeg et brev at de havde fået min ansøgning og jeg nu skulle til et interview og ha en engelsk prøve. Jeg vil tro der gik omkring 3 uger og jeg mødte op på en skole, gik ind og tog en skriftlig engelsk prøve, hvis jeg husker rigtigt varede den omkring en halvanden time. og efter et interview med to piger der spurgte mig ufatteligt mange spørgsmål...

En uge efter lå der endnu et brev til mig, ja jeg var blevet godkendt :-)...

Jeg var på kultur weekend i slutningen af november, mødte en masse søde mennesker jeg stadig har kontakt med, har været med til regions arrangementer - bowling, fun golf & en tur i dyrehaven..

Jeg bliver tit spurgt om hvor jeg skal hen. & jeg ved det desværre ikke endnu, jeg er blevet inddelt i et distrikt, North East. Det er staterne : Maine, New Hampshire, Vermont, Massachusetts, Rhode Island, Connecticut , New Jersey, New York, Ohio, West Virginia and Pennsylvania..

Ja jeg mener det var dem alle sammen..

Jeg går og venter på brevet hver evig eneste dag, hvor der står at jeg har fået en værtsfamilie og det er den sidste brik jeg mangler at få sat på plads. så er det hele næsten virkelighed.

Selvom det nok først er det når jeg står henne på den anden side af jorden foran mit værtsfamilie for første gang.

Jeg tror snart mine veninder er træt af at høre på alt mit USA og mit YFU halløj,

så er allerede ved at lære hvornår de ikke gider høre på mig mere..

Ja bare vent til jeg kommer hjem der er jeg endnu værre. HÆHÆ!! :-)