hvis i læser indlægget før skrev jeg kun til at jeg fik sagt farvel til Steve…
Lige efter jeg havde sagt farvel til ham kom Carla hen og sagde farvel. Det var bare ikke som om jeg sagde farvel til hende for så langt væk bor hun ikke fra mig jeg kan lige tage flyvern ned så hende håber jeg da jeg snart kommer til at se. men det var stadig et farvel vi begge ved at vi nu har sluttet et kapitel i vores liv og det bliver ikke det samme for os begge når vi er sammen tilbage i USA i Connecticut i Rocky Hill..
Så var det tid til at køre til lufthavnen det var bare mig og min værtsmor nancy. Og ja det var underligt.. jeg sad bare og kiggede ud på motorvejen og havde ikke så meget at sige andet end at tage det sidste amerikanske oplevelse med. det var noget så underligt…
jeg ankom til lufthavnen med min store orange kuffert og en kæmpe duffelbag fyldt med sko og tøj. mødtes med min arearep også checkede jeg ind. og min kuffert var lige 2 pounds for tungt. så måtte tage mine convers og en sweatshirt ud… udover mine 2 kufferter jeg checkede ind havde jeg en stor håndtaske plus en lille kuffert. ja jeg havde simpelthen så meget med… jeg var i godt tid så stod bare ude foran security med min area rep som synes jeg ihvertfald skulle stå der til sidste minut sammen med min værtsmor.. det synes hverken jeg eller min værtsmor var en god ide.. så jeg fik et brev af min area rep. også gav jeg hende et kram.. også sagde jeg farvel til min værtsmor.. det var virkelig som om jeg bare ikke forstod at nu skulle jeg altså hjem.. det var farvel til mit udvekslingsår det år jeg altid har drømt om i så mange år. gik igennem security kiggede bare rundt. og vinkede det sidste farvel til min værtsmor.. kiggede rundt og her så jeg hvor jeg kom d. 26 august 2011 starten på mit udvkekslingår en meget forvirret 15 årige pige der var klar på en stor oplevelse… og vidste ikke helt hvad der ventede hende. trapperne ned til hvor jeg så min første værtsfamilie og tankerne der bare fløj rundt i hovedet på mig. og her d. 28 juni 2011 står en 16 årige meget mere moden pige og står med så mange oplevelser oppe i sit lille hoved og siger farvel til alting det var underligt. jeg forstod simpelthen ikke rigtigt hvad der skete. inden det hele begyndte at blive for underligt for mig skyndte jeg mig hen til gaten hvor jeg vidste Jette sad og vi skulle flyve sammen til Washington. også kan man så spørge mig - snakkede i så dansk sammen nu når i er 2 danskere sammen. ej det var simpelthen for underligt at begynde at snakke dansk. så vi fortsatte på engelsk. satte os ind i flyveren med alt vores baggage hahahahh ok det var faktisk hysterisk morsomt synes vi selv. farvel farvel Connecticut og her fløj vi væk. fra alt alt vi har oplevet de sidste 10 måneder. men jeg kunne ikke føle det. det gik bare ikke op for mig at nu var det slut.
Vi ankom til Washington DC lufthavn og havde helt glemt at YFU havde folk ude i lufthavnen til at hjælpe os. her ventede vi på andre danskere som kom med deres fly.. folk som jeg godt kendte fra hawaii turen yfu arrangementer hjemme i danmark og niagara falls turen. med tog og en irriterende kuffert der sagde klikklikkliklklik kom vi hen til vores gate. nu havde vi 4 elskede timer inden vi skulle ind i flyet igen. gik hen og fik mig noget sushi med Anja og Therese. og efter tullede vi bare rundt. og pludselig havde vi dræbt 4 timer. folk begyndte lige så stille at snakke dansk. men jeg synes nu bare det var underligt og det kom bare ikke ud af min mund naturligt. så en blanding af dansk og engelsk snakkede jeg. ja underligt. sendte mine sidste smser fra min amerikanske telefon og et sidste opkald til steve. også var jeg klar til de næste 8 en halv time i en flyver. vi var vidst omkring 25 der fløj fra washington da de andre der fløj d. 28 fløj fra Chicago. lidt ærgeligt synes jeg. da det ikke var det samme som turen på vej hen. men sådan var det. så jeg sad alene i flyveren på vej hjem. fly mad. fly tæpper. fly sædder som man bare sover fantastisk i ikke nok ben plads… men det hele gik nu ok. fik dræbt tiden med at læse breve fra mine venner set glee set filmen its complicated som jeg meget gerne ville se men aldrig kom i biograffen for at se den. og set lidt glee hørt musik og sovet. og damdam nu var jeg i europa igen.. jeg var landet i frankfurt og klokken var 11 om aftenen connecticut tid 5 om morgnen tysk tid. og jeg var træt…. nu kunne jeg næsten ikke vente med at komme hjem. og det kunne kun gå hurtigt de næste 2 timer i frankfurt lufthavn. ok det skal lige siges denne her lufthavn er stor!!!! så vi gik alle sammen hen til en gate og finder ud af det er den forkerte gate. ok næsten tilbage til hvor vi kom fra og hen til en anden gate og fandt så ud af at dette også var den forkerte gate. hele vejen tilbage og længere hen fandt vi langt om længe vores gate.. sad og spiste lidt morgenmad/ natmad. og pludselig var der en der sagde til mig at Emma fra finland var der. og der stod min veninde Emma jeg mødte på Niagara Falls turen som også var på Hawii og Carla og jeg mødtes med hende i New Haven. der stod hun løb hen og overfaldet hende. det er altså ikke tit man lige møder nogen man kender i frankfurt lufthavn det var helt vildt. så sad jeg og snakkede med hende indtil vi skulle ind i vores sidste flyver. sagde farvel en sidste gang. og trådte ind i flyveren der skulle bringe mig tilbage til Danmark. Landet hvor jeg kommer fra som jeg ikke har befundet mig i de sidste 10 måneder.. jeg satte mig ind og faldt straks i søvn og vågnede op imens vi fløj over grønne danske marker på møn .. og nu var det altså bare tæt på. næsten hjemme.. og jeg havde ikke en gang sommerfugle i maven. det hele var bare så underligt! det gik bare ikke op for mig. klokken 9 onsdag d. 29 juni landede jeg igen på dansk jord. alt var dansk. folk omkring mig snakkede dansk skilte var dansk. alting var så dansk… alting lignede sig selv inde i lufthavnen…
ned mod vores baggage sad og ventede og ventede og langt om længe kom al min baggage. sagt farvel til YFU… and now the moment. tiden hvor jeg skulle se min familie igen der står på den anden side af de 2 slidedoors. følelsen kan nærmest ikke beskrives… også siger nogle af os piger. okay er i klar nu er det nu….
og de 2 skilledøre åbner og jeg kan skimte mine 3 bedste veninders ansigter. men jeg kunne ikke tro at jeg så dem. og dørene lukkede .. også åbnede de igen .. og så kom der bare en stor sort klap ned foran mig hvad der lige skete i nogle sekunder kan jeg ikke huske. men mine 3 bedsteveninder var mødt op som en overraskelse jeg kunne ikke rigtig se min familie. også brød jeg bare sammen og begyndte at græde og mine 3 veninder begyndte alle at græde på samme tid. det var bare underligt og min yngste lillebror på 4 sad oppe på rækværket nu når jeg ikke var noget meget længere end lige kommet ud af døren der sad han med et dansk og amerikansk flag i hånden og bare fløj ned i armene på mig og gav mig et kæmpe kram… også kom jeg hen på den anden side af rækværket og gav min mor og far et kram og min papfar min mormor og morfar og Lis og Henning min papfarmor og farfar også kunne jeg næsten ikke finde min ældste lillebror for han var ligesom mere end et hoved højere end mig. også fik han et kram .. jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle sige stod der med tåre i øjne og 12 mennesker stod og kiggede på mig. det var et underligt øjeblik. men alle lignede sig selv fuldstændigt undtagen mine brødre der var vokset. men ellers igen forandring.
jeg kan ikke rigtig forklare den følelse jeg havde men det var bare underligt……. min mindste lillebror tog fandt i min hånd også forlod vi lufthavnen og jeg sagde farvel til 2 af mine veninder da de var kommet fra roskilde festivalen og var kommet for at overraske mig. og min anden veninde tog med hjem. og resten kom med hjem til brunch.
Så det her var så min tur hjem… det var underligt men på samme tid kunne jeg ikke rigtig mærke at det var underligt. men nu når jeg sidder her 2 en halv uge efter og skriver om det og tænker tilbage var det hele bare så underligt og mixede følelser. ja underligt er det eneste ord jeg kan bruge til at beskrive det…
men det var fantastisk at se min familie igen !!!! og en dejlig overraskelse at mine 3 bedste veninder stod og ventede på mig…
Imens jeg har skrevet det her indlæg har jeg siddet og grædt. fordi det faktisk er hårdt for mig at kigge tilbage på. at sige farvel til mennesker der betyder noget for mig. men samtidigt at komme tilbage til folk som jeg elsker og se dem igen. er 2 vidt forskellige følelser…
jeg skal nok lige lave et indlæg om hvordan det er at være hjemme osv.
No comments:
Post a Comment